Spædbørn med gylpetendens og mistanke om refluks henvises ofte til børneafdelinger, hvilket skaber stor bekymring hos forældre og belaster sundhedsvæsenet. På trods af hyppig anvendelse af gastroskopi til udredning, mangler der viden om undersøgelsens diagnostiske værdi i denne aldersgruppe.
Dette retrospektive studie undersøger spædbørn under ét år, der har fået foretaget gastroskopi ved Odense Universitetshospital. Formålet er at belyse indikation, fund og behandlingsforløb hos børn med diagnosen gastroøsofageal reflukssygdom (GERD), herunder betydningen af slimhindeforandringer.
IPJ bidrager med at ekstrahere relevante oplysninger fra journaltekst, herunder symptomer, indikationer, behandling og undersøgelsesfund. Dette muliggør systematisk analyse af store datamængder og sikrer høj datakvalitet.